LEDELSE i dET LANGe LØB



En ultrakort trailer fra Cape Wrath Ultra 2016 kan du se ved at klikke ovenfor. Videoen kan slukkes ved at klikke.





04.04.18



Ledelse er et langt løb. Det går op og ned, ad kringlede veje og stier og over udfordrende områder. Cape Wrath Ultra er også et langt løb. 8 dage, 400 km, 12.000 højdemeter op gennem Skotland. Kan ledelse og Cape Wrath Ultra overhovedet sammenlignes - og skal de?


Når jeg løber, har jeg fokus på mine helt egne – frivilligt valgte – mål. Et mål om at gennemføre et specifikt løb, at overvinde en stor udfordring, at klare en vanskelig opgave. Gerne en udfordring med en vis risiko for et nederlag. Det skal jo ikke være for nemt, og det er sjovere at få succes, hvis det var lidt svært. Ofte kræver succes måneders træning i al slags vejr, evaluering på træning og formfremgang og tilbagegang, justering og tilpasning af detaljer, tvivl om man kan klare det og glæde, når man tror på det og udmattelse, når man kan se, at det (er ved at) lykkes. Alt hvad jeg gør har sigte på at nå det store mål, som jeg selv har sat mig.


På den måde minder løb og ledelse utrolig meget om hinanden. Både i forberedelsen, men også under selve løbet er der mange sammenligninger. Al forberedelse og planlægning skal kulminere til selve løbet. Alt skal virke. Det gør det ikke altid, så der skal være nok i banken til, at der løbende kan justeres og korrigeres. Man skal hele tiden evne at forholde sig til omgivelserne der skifter, kroppen der værker, udstyr der fejler, troen og selvtilliden som svinger osv. Man skal mærke efter, at tingene og ens krop, ben, hoved spiller som de skal gøre – på tilsvarende vis som når du er leder for forskellige medarbejdertyper. Forskellige typer, forskellig adfærd, forskellige handlemuligheder.


Igennem mange år har jeg været chef i forskellige offentlige organisationer, kommunale og statslige. Det har været fedt med en arbejdsdag præget af at sætte nye mål, at tilrettelægge processer, at motivere og lede medarbejdere, at lave planer, at justere dem igen, at forfine detaljer og bare at jagte glæden ved, at målene indfries. For så at starte forfra igen med helt nye mål, nye muligheder og udfordringer, som bidrager til, at ens arbejdsplads opfylder sin mission og løser sine opgaver bedst muligt. Min dagligdag har altid været præget af mange samtaler og dialoger med medarbejdere, lederkolleger og chefer om, hvordan vi når dette eller hint mål. Nogle er sjove og givende, andre er svære og udtrættende. Men jeg bliver ved, fordi jeg kan lide det. Jeg kan lide presset - og der er pres på og jeg presser mig selv. Og så er det hele noget, som jeg har valgt. Ligesom ved løb.


Kriser er en del af gamet, men hvor godt tackler man dem? Måske ubevidst en grund til, at vi overhovedet søger store udfordringer. Giver du op eller kæmper du? Hvornår vil du tillade dig selv at kaste håndklædet i ringen velvidende at skuffelsen vil være enorm? Eller vil du kæmpe igennem og nyde sejrens sødme. Jeg har lært, at mental styrke, vedholdenhed og systematikker er vigtige elementer for at kunne komme igennem. I hvert fald for mig! På den måde tror jeg, at det stort set er de samme faktorer og værktøjer, der giver succes i en lederstilling og i et langt løb.


Over de sidste 4 år har jeg løbet på tværs af Sahara, rundt i Sydspanien og i Alperne. Mit næste store projekt er et 8 dages løb op gennem Skotland i maj 2018. Løbet hedder Cape Wrath Ultra og er 8 dage, 400 km, 12.000 højdemeter.


I min verden kan ledelse og Cape Wrath Ultra sammenlignes. Jeg er helt sikker på, at jeg er god leder, fordi jeg løber langt og at mine lederstillinger har været medvirkende årsag til, at jeg er god til at løbe langt.





Jeg ved godt, at der af og til ruller der en bølge af ´lad nu være med al den ekstreme motion´ og ´du behøver ikke en ironman på cv´et for at være en succes´. Et af de eksempler, som jeg husker bedst, er et indlæg fra Anne Sophia Hermansen fra november 2016.


Det ærgrer mig altid rigtig meget, når man gør sig til dommer over de interesser og aktiviteter, som andre vælger. Uanset om det er hækling, skønlitteratur, webgrillen eller lange løb. Mest fordi man jo er glad for det man ´vælger´- ellers ville man jo ikke gøre det. Men også fordi det er for nemt at sige, at du gør noget andet end mig, ergo må du være ´på vild flugt fra dellerne, familien, dødsangsten og væksten´.


Jeg er ikke på flugt fra noget, når jeg løber. Jeg bruger løb til at forberede mig på et mål eller en opgave, at evaluere og revurdere, samtidigt med at løbet giver mig fysisk styrke og overskud i hverdagen.


Men hvorfor løber jeg langt? Sådan rigtig langt. Gerne flere-dage-langt. Og rigtig mange kilometer langt. Svaret er nok ikke så komplekst, som man tror: Jeg synes, at det er sjovt! Og det giver mig energi!


Hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan jeg kombinerer ledelse og lange løb og hvordan jeg kan hjælpe dig til at blive en bedre leder, så giv mig et ring.


Har du brug for et indspark med gode løbehistorier og fantastiske løbeoplevelser til et arrangement for din ledergruppe eller medarbejdere, er du også velkommen til at tage fat i mig.


Hvis du bare vil løbe en tur med mig, ja så ring!


Hvis du vil nørde lidt detaljer om løbet i Skotland, kan du finde dem på www.capewrathultra.com.


Den ultrakorte version af Cape Wrath Ultra kan du se ovenfor (trailer fra 2016-løbet).


En længere version (30 min) om Cape Wrath Ultra 2016 kan du se på youtube - https://www.youtube.com/watch?v=xF1BPS3uQ24. Det er i øvrigt en fed video, men pas på - du kan blive fristet til at løbe langt...